[M] Kaas, Frederik Christian, 1725-1803,
til Rybjærg og Hastrupgaard i Jylland (f. 16. Jan. 1683
d. 21. Avg. 1737) og Agathe Rodsteen f. Banner
(f. 15. Juli 1697 d. 11. April 1733), er født
1. Dec. 1725. Han blev Sekondlieutenant i Marinen
1743, Premierlieutenant 1746, Kapitajnlieutenant 1753,
Kapitajn 1755, Kommandørkapitajn 1758, Kommandør 1766,
Kontreadmiral 1768, Viceadmiral 1772 og virkelig
Admiral 1775. I Aaret 1750 blev han desuden Hofjunker,
deltog han 1751 i Kapitajn Hooglants Expedition til
Marokko (VIII, 69), hvor der skulde underhandles
om Traktater. Medens hans Chef midlertidig var
rejst til Algier, havde K. Kommandoen over en Del
medbragte Koffardiskibe, men blev grebet i Land og
arresteret. Først i Maj 1753, da Traktatforholdene
vare ordnede, slap han fri igjen. Ved sin Hjemkomst
erholdt han Kongens Tilkjendegivelse af Tilfredshed
med hans Konduite. Indtil 1760 foretog K. flere
Rejser med Orlogsskibe til Middelhavet; efter sin
Forfremmelse til Kommandørkapitajn blev han jævnlig
benyttet som Linjeskibschef i de udrustede Eskadrer.
I denne Periode falder hans første Ægteskab, i det han 1757 blev gift
med Susanne Jacoba Fabritius (f. 26. Jan. 1741
d. 5. Nov. 1762), Datter af Handelsmanden Michael
F. (V, 37). 1764 foretog han for sit Helbreds
Skyld en Rejse til Pyrmont; efter Hjemkomsten
giftede han sig s. A. paa ny, denne Gang med
Christine Elisabeth Birgitte Juul (f. 22. Maj
1742 d. 1796), Datter af General Ove J. (VIII, 640).
1766 indtraadte K. i det kombinerede Admiralitets-
og Kommissariatskollegium, hvor han under de
hurtig vexlende Adskillelser og Sammendragninger af
Forvaltningsgrenene med en kort Afbrydelse hævdede
sin Stilling lige indtil 1781, sluttelig (fra 1775)
som 1. Deputeret og Referent for Kongen. 1768 blev
han Ridder af Danebrog. Det paafølgende Aar besluttede
Regeringen at sende en stærk Søstyrke til Algier for
dermed at tvinge denne Stat til at overholde sine
indgaaede Forpligtelser, og K., der var velkjendt
med Forholdene i Afrika, erholdt Overkommandoen over
Expeditionen. I Begyndelsen af Maj 1770 afsejlede
han med 4 Linjeskibe, 2 Fregatter, 2 Bombardergalioter
og nogle mindre Fartøjer og naaede til
Bestemmelsesstedet i Begyndelsen af Juli Maaned.
Da Underhandlingerne intet Resultat hidførte,
vilde K. herefter begynde Fjendtlighederne; men
det viste sig snart, at han havde forregnet sig.
De medbragte Bombarderskibe vare daarlig udrustede
og hans store Skibe alt for dybtstikkende.
Med uforrettet Sag og efter at være bleven afløst
af Schoutbynacht S. Hooglant vendte K. hjem og
forlangte strax sit Forhold undersøgt ved Krigsret.
Denne kom til det Resultat, at saa vel K. som
Marinens øverste Leder, Danneskjold-Laurwigen,
og Udenrigsministeren J. H. E. Bernstorff samt
Holmens Chef alle vare mere eller mindre at dadle;
for K.s Vedkommende bebrejdede man ham, at
han havde ført et alt for truende Sprog i
Forhold til den Magt, han kunde udfolde. Der
faldt dog ingen Dom, da Undersøgelserne
standsedes af Regeringen. Saa vel Bernstorff
som Danneskjold-Laurwigen vare imidlertid blevne
afskedigede, K. havde mistet sit Sæde som Deputeret
i Admiralitetet og hans Fætter Kommandørkapitajn
W. Kaas sin Stilling som Holmens Chef. Da Struensee
var faldet (1772), gjenindsattes imidlertid
K. strax i sit tidligere Embede, hvorimod hans
Fætter W. Kaas først 4 Aar efter paa ny kom i
Virksomhed som Holmens Chef. Det paafølgende Aar
(1773) var K. Chef for en Eskadre i Østersøen,
udrustet i Anledning af det spændte Forhold til
Sverige; da dette imidlertid hurtig udjævnede sig,
oplagdes Skibene allerede i Sept., uden at nogen
større Begivenhed var indløben. K. vedblev herefter
at bestyre Admiralitetet, men afløstes i 1781,
kort efter at en ny Forvaltningsmaade var indført,
hvorved man forgjæves prøvede at bringe Orden i
Marinens stærkt derangerede Pengevæsen. Sine sidste
Aar henlevede han i Ro. 1790 dekoreredes han med
Elefantordenen. K. var Ejer af Fravgdegaard i Fyn og
døde 18. Jan. 1803.
C. With.
[M] Kaas, Frederik Christian, 1727-1804,
Søofficer, Søn af nedennævnte Admiral Ulrik K. (d. 1746),
blev født 1. Dec. 1727, indtraadte i Marinen som
Sekondlieutenant 1747, blev Premierlieutenant
1753, Kapitajnlieutenant 1755, Kapitajn 1758,
Kommandørkapitajn 1767, Kommandør 1775, Kontreadmiral
1781, Viceadmiral 1790 og virkelig Admiral 1800. Strax
efter sin Udnævnelse til Officer bestemtes han til at
studere Skibskonstruktion, hvorfor han indtraadte som
Avskultant i Konstruktionskommissionen og samtidig
undervistes af Overskibsbygmester Thuresen. 1752-56
rejste han tillige med Lieutenant F. M. Krabbe i
Udlandet for at studere; de besøgte England, Frankrig,
Italien -- det sidste Land for at sætte sig ind i
Bygningen af Galejer -- og Holland. 1756 havde han
sin første Chefskommando, Fregatten «Hvide Ørn»
i Admiral Rømelings Eskadre. 1757 indgave han og
Krabbe Tegning til en Fregat konstrueret efter
nye Principper. Med Kommandør Lützow deltog
han s. A. i en Middelhavsrejse med Orlogsskibet
«Island»; baade Chef og næstkommanderende døde om
Bord, og K. hjemførte derefter Skibet. 1757-64
var han Chef for forskjellige Fregatter, mest i
Middelhavet. 1765 blev han gift med Sophie Elisabeth
Charisius (f. 25. Jan. 1743 d. 9. Sept. 1769),
Datter af Konferensraad Constantin August C. til
Constantinsborg (f. 1712 d. 1776) og Kirstine
f. Baronesse Güldencrone. 1765-66 var han paa en
diplomatisk Sendelse til Marokko, 1769 Chef
Sophie Kaas (f. 10. Maj 1747 d. 22. Okt. 1800), Datter af Generalmajor
Otto Ditlev K. (d. 1778). S. A. afløste han Admiral Fontenay
som Chef for Søkadetkorpset; i denne Stilling forblev han til 1781, da
han udnævntes til Holmens Chef som Overekvipagemester. Som
saadan virkede han med Dygtighed til 1792. Af en længere Redegjørelse
af ham for hans Virksomhed paa Holmen («Nyt Arkiv f. Søvæs.» II)
fremgaar det, at han fik Orlogsværftet, som ved alt for knappe
Pengebevillinger var kommet en Del i Forfald, kjendelig oparbejdet,
derimod ikke, at Resultatet vistnok for en stor Del skyldtes den
talentfulde Fabrikmester H. Gerner (V, 614). -- 1792 afgik K. fra
Holmen og blev 3. Militærdeputeret i Admiralitets- og
Kommissariatskollegiet. 1794 avancerede han til 2. og 1796 til 1. Deputeret.
1795 °g 96 var nan tillige Chef for Eskadrer, som til Nevtralitetens
Beskyttelse opererede i Østersøen sammen med svenske Eskadrer.
Med sin anden Hustru fik han Nedergaard paa Langeland. Han
blev hvid Ridder 1780 og døde 28. Marts 1804.
C. With.
[M] Kaas, Frederik Julius, 1758-1827,
Statsminister, Søn af ovennævnte Admiral F. C. K. (d. 1803), blev født
i Kjøbenhavn 24. Avg. 1758. Han blev 1770 Page ved Enkedronning
Juliane Maries Hof og udnævntes 4 Aar senere til Sekondlieutenant
à la suite i Ingeniørkorpset, Aaret efter til virkelig Sekondlieutenant.
K. havde imidlertid, uden at Bevæggrunden dertil kjendes, kastet
sig over det juridiske Studium, hvilket han drev ved Universiteterne
i Kjøbenhavn og Kiel. Men samtidig opgav han dog ikke
Ingeniørvidenskaben, hvad der fremgaar deraf, at han fra 1780-82
havde Inspektionen over Opførelsen af Søbatterierne ved Kronborg.
Sidstnævnte Aar tog han, privat dimitteret, Examen artium, og s. A.
blev han juridisk Kandidat ved Kjøbenhavns Universitet. 1783,
samme Aar som han tog Afsked fra Ingeniørkorpset, udnævntes
han til surnumerær Assessor i Norges Overhofret og blev s. A.
virkelig Assessor i denne.
1786 blev han ved Ægteskab Besidder af Bærum Jærnværk, hvis
Bestyrelse han selv overtog, og heri maa man formodentlig søge
Grunden til, at han fratraadte sin Stilling ved Overhofretten 1787.
1789 blev K. Assessor i Højesteret; men allerede 1790 opgav han
dette Embede og beskikkedes nu til adjungeret Lagmand over
Akershus Lagdømme. 1792 traadte han som Præsident i Spidsen
for Christiania Kommunalbestyrelse, hvilken Stilling han indtog indtil
1794, da han ansattes som Generalavditør og Deputeret i det norske
Generalitets- og Kommissariatskollegium.
Fra 1795-1802 beklædte K. Stillingen som Stiftamtmand over Akershus
Stift. I dette Tidsrum, da Kysterne sattes i Forsvarsstand mod den britiske
Sømagt, var K. fra 1801-2 Medlem af det norske Feltkommissariat, der
skulde besørge Troppernes Forplejning, Indkvartering og Fordeling.
Skjønt juridisk Embedsmand bevarede K. sin militære Interesse usvækket.
Med Iver medvirkede han til Organisationen af en Borgervæbning langs
det sydlige Norges Kyst. Han rejste som Stiftamtmand rundt og holdt
Mønstring over Korpserne, hvis Uniform han selv anlagde, og han
tilskyndede Borgerne til at danne Skydeselskaber. Ved denne
militære Iver satte K. sig fast i Kronprinsens Gunst, hvad der ses
deraf, at Kronprinsen i sin Korrespondance med ham undertegnede
sig som hans «særdeles hengivne».
Efter at K. saaledes i et Tidsrum af 19 Aar successive havde
beklædt de ovenanførte Stillinger, og efter at han havde levet sig
fuldstændig ind i Christiania sociale Forhold og var bleven en
Omgangsven af de anseteste Familier, f. Ex. Anker, Collett osv.,
kaldtes han 1802 ned til Danmark, i det han udnævntes til
Justitiarius i Højesteret. 1804 skiftede K. atter Stilling, i det han blev
Præsident for det danske Kancelli, under hvilket Bestyrelsen
af Justits- og Politivæsenet samt Kirke- og Folkeskolevæsenet henhørte.
I den første Periode af K.s Virksomhed som Kancellipræsident fandt
ikke nogen større Reform Sted, da Regeringens hele Kraft blev
beslaglagt af den Krig, hvori Rigerne droges ind efter Kjøbenhavns
Bombardement 1807, først med England, senere ogsaa med Sverige.
Da Svenskerne efter Gustav IV Adolfs Afsættelse i Marts 1809
vilde vælge den kommanderende General i Norge, Prins Christian
August af Augustenborg til Tronfølger, og da Frederik VI selv
optraadte som Kandidat til Tronfølgen, ønskede han under denne
ejendommelige Situation at have en Mand, der var ham trofast
hengiven, i Norge. 11. April 1809 udnævntes da K. til Medlem
af Regeringskommissionen i Norge og til midlertidig Stiftsbefalingsmand
over Akershus Stift og Amtmand over Akershus Amt. Kort
efter blev han tillige Præses for den norske Overkriminalret.
Mellem K. og Prins Christian August indtraadte et spændt Forhold, der
snart gik over til Fjendskab. K. misbilligede Prinsens Krigsførelse
som kommanderende General og kunde ikke forsone sig med hans
Valg til svensk Tronfølger, da han ønskede, at Sveriges Krone
eventuelt skulde tilfalde Frederik VI. I Følge et udbredt Rygte,
landsforrædersk, hvad K. imidlertid nægtede at have gjort.
Ved en Sammenkomst med den svenske General Armfelt i Svinesund
drøftede K. en Plan om det skete Tronfølgevalgs Kuldkastelse. Frederik
VI skulde i Følge hin være svensk Kronprins og adoptere
Gustav Adolfs Søn, der da skulde formæles med Prinsesse Caroline.
Frederik VI fandt denne Plan under al Kritik. Efter Freden i
Jønkøping og Prins Christian Augusts Afrejse til Sverige afskedigedes
K. i Jan. 1810 fra de nævnte Stillinger i Norge. Ved sin Holdning
over for den folkeyndede Prins og ved en Optræden, der ikke kan
frikjendes for Hovmod og Forfængelighed, havde K. forspildt den
Gunst, hvori han tidligere havde staaet hos Christianias Befolkning.
Han vendte nu tilbage til Kjøbenhavn og overtog sit tidligere
Embede som Kancellipræsident.
I den følgende Krigsperiode, da Danmarks finansielle Kræfter
bleve mere og mere udtømte, anvendtes K. i en diplomatisk Sendelse,
hvortil Regeringen havde knyttet Forventninger, der dog
fuldstændig skuffedes. Han overbragte Kejser Napoleon i April
1811 en Lykønskning fra Frederik VI i Anledning af Kongen af
Roms Fødsel. K. skulde søge at indlede Underhandling om
Tilbagebetaling af de Penge, Danmark havde udgivet til det
fransk-spanske Hjælpekorps; men det lykkedes ham aldeles ikke at faa
Spørgsmaalet berørt.
Heldigere var K. under sin Sendelse til
Napoleon i Dresden i Juni 1813, da han skulde overtyde N. om,
at de danske Troppers Angreb paa Franskmændene ved Hamborg
i Maj 1813 kun havde været en Tilfældighed og ikke skyldtes et
Systemskifte fra Kongens Side, for hvilket det dog i Virkeligheden
havde været et Udtryk. Napoleon beroligedes af K.s Forklaring.
I Dec. 1813 blev K. ogsaa Justitsminister. Efter Freden i Kiel
udnævntes han 30. April 1814 til Gehejmestatsminister og i Avg. 1815
tillige til Chef for Kjøbenhavns Politivæsen med O. H. Hvidberg
som Politidirektør under sig. Hvad K.s Virksomhed i denne Egenskab
angaar, da taler Fr. Thaarup om hans «mægtige Vilje»; men
under Jødefejden 1819 sporedes denne i det mindste ikke gjennem
Politidirektørens Optræden.
K. var Medlem af den 1818 nedsatte
Kommission, der udarbejdede en Oktroi for Nationalbanken, ved
hvilken han som Justitsminister blev kongl. Bankkommissær. Den
betydeligste Reform, der i den anden Periode af K.s Virksomhed
som Kancelli præsident knyttedes til hans Navn, var Forordningen
af 29. Juli 1814 om Omordningen af Almue- og Borgerskolevæsenet.
K. var i Tidens Løb kommen i Besiddelse af en Række Tillidshverv.
1802 blev han saaledes Medlem af Direktionen for det Classenske
Fideikommis og 1805 Forstander for Herlufsholms Skole og Gods,
1808 Ordensvicekansler, 1824 Ordenskansler og det
følgende Aar Æresmedlem af det kongl. nordiske
Oldskriftselskab, ligesom han allerede 1808 var bleven
Æresmedlem af Kunstakademiet. K. blev Kammerjunker
1782 (fra 1781), Kammerherre 1792, hvid Ridder 1803 og
blaa Ridder 1815. Over for sine underordnede udmærkede
han sig ved en human Optræden.
K. døde 11. Jan. 1827, samme Dag som hans Hustru, Kirstine f. Nielsen
(f. 1757), Enke efter den norske Jærnværksejer Conrad
Clauson og Datter af Justitsraad, Lagmand Poul N. --
I K.S Ægteskab var en Datter; han adopterede desuden sin
Hustrus Børn af første Ægteskab, og disse adledes 1804 under Navnet
Clauson-Kaas (jvfr. III, 635). Foruden Bærum Jærnværk,
som han solgte 1791, ejede K. en kort Tid (1813-17)
Bernstorff Slot.
Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1827.
Tychsen, Fortifikations-Etaterne og Ingenieurkorpset 1684-1893.
Meddelelser fra Geh. Ark. 1886-88.
Meddelelser fra Krigsarkiverne IV og VI.
A. Thorsøe.
[M] Kaas, Hans, o.1640-1700,
Stiftamtmand, ældste Søn af den tapre Oberst Jørgen K.
(en Mur-Kaas) til Hastrup, der faldt i Fyn 30. Jan. 1658, og Karen
Jørgensdatter Grubbe (d. 1695). Han er født paa Damsbo
i Fyn og udnævntes 1673 til Amtmand i Smaalenenes og
Frederiksstads Amter, hvilken Stilling han beklædte
til 1687, men konstitueredes i 1676 under Indfaldet
i Sverige som Generalkommissarius ved Feltarmeen og
var fra 1677-83 Overkommissarius i Norge.
I 1683 blev han Justitsraad og Assessor i Overhofretten samt
udnævntes i 1687 til Stiftamtmand i Throndhjem,
hvor hans Forhold til Generalmajor Johan Vibe
i længere Tid var spændt, indtil Grev Christian
Gyldenløve under sit Ophold der i 1695 istandbragte
en Forsoning. Hans alt for summariske Optræden mod
Throndhjems Magistrat 1691 under en skandaløs Sag
paadrog ham en Reprimande. Foruden Fædrenegaarden
Hastrup i Jylland havde han med sin Hustru faaet
Del i Elingaard i Onsø, som han beboede, medens han
var Amtmand i Smaalenene, men siden solgte, samt
end videre en Ottendedel i Kanestrøm paa Nordmøre,
hvorhos han ogsaa kjøbte nogle mindre Ejendomme i
Nærheden af Throndhjem.
Imidlertid efterlod han kun ubetydeligt ved sin Død, der indtraf
under et Besøg i Kjøbenhavn i Aaret 1700. Han blev 6. Avg. 1673
gift med Sophie Amalie Bielke (f. 1650 d. 16. Juni 1703),
en Datter af Rigsadmiral Henrik B. (II, 327).
Personalhist. Tidsskr. IV, 179. V, 284.
Nor 1893-94, S. 85 ff.
H. J. Huitfeldt-Kaas.
[M] Kaas, Henrik Bielke, 1686-1773,
Officer, Søn af den foregaaende, var født paa Elingaard i Norge
7. Sept. 1686. 12 Aar gammel kom han til Danmark som Page hos
den senere Storkansler Grev Conrad Reventlow. I sit 18. Aar
traadte K. ind i 2. sjællandske Rytterregiment for fra neden af at
uddanne sig i Krigshaandværket.
I 6 Aar deltog han i den spanske Arvefølgekrig,
var med i de berømteste Slag og blev Gang efter Gang haardt
saaret. Efter Slaget ved Høchstedt (1704) udnævntes han til Kornet
i Livregiment til Hest, efter Ramillies (1706) til Lieutenant, efter
Malplaquet (1709) til Kapitajn ved sjællandske nationale Dragonregiment
og vendte nu hjem til Danmark. 1711 forfremmedes han
til Major ved 2. fynske Rytterregiment og 1714 som Løn for sit
«berømmelige Forhold» ved Gadebusch til Oberstlieutenant.
I denne Stilling forblev han i 17 Aar, indtil han, efter i 1725 at have faaet
Obersts Karakter, 1731 udnævntes til Chef for 2. jyske Rytterregiment.
Dette hørte til det Korps, som i Anledning af den polske
Tronfølgestrid 1734-36 sendtes til Rhinlandene, og K. blev her
1735 Generalmajor. 1746 steg han til Generallieutenant, 1753 til
General af Kavalleriet og dekoreredes 1740 med Danebrogs-, 1754
med l’union parfaite-, 1760 med Elefantordenen. Under
Mobiliseringen
1758 og følgende Aar var han designeret til Chef for et
Reservekorps, der dog aldrig blev formeret. 1763 fratraadte han
Kommandoen over sit Regiment, men benyttedes endnu nogle Aar
derefter ved Inspektioner o. 1. Efter henved 70 Aars hæderlig
Tjeneste lukkede han sine Øjne 1. Juli 1773 paa Boltinggaard.
H. B. K. var en uforfærdet Soldat og en duelig, praktisk
Officer med varm Interesse for sin Stand og sit Vaaben, men hans
Begavelse som Fører har dog næppe staaet i Forhold til den høje Rang,
han efterhaanden naaede op til. Hans Virksomhed under
Felttogene ved Rhinen, den eneste Gang, han fik Lejlighed til
aktivt at optræde i en højere Kommandopost, er i det mindste bleven
skarpt kritiseret, og de Betragtninger, han fremsætter i sin
Selvbiografi, tyde vel paa nogen Læsning, men ikke paa synderlig
strategisk eller taktisk Indsigt -- hverken naar han optræder som
Forsvarer af den slappe Overledelse af titnævnte Felttog, eller naar
han, saa sent som i 1765, paastaar, at den (af Frederik II’s
berømte Ryttergeneraler indførte) «opkommende Maxime at jage imod
sin Fjende strider mod al Erfarenhed».
Men K. var i det hele en lovlig konservativ Natur, ogsaa paa det
administrative Omraade en født Modstander saa at sige af enhver Reform.
Over for sine undergivne, særlig «den saakaldte gemene Mand», var han en
rettænkende og velvillig foresat; derimod beskyldes han for under
Krigen i Tyskland at have gjort sig skyldig i slemme Udsugelser
over for Beboerne.
K. var 2 Gange gift, men havde ingen Børn: 1. (1713) med
Anne Vind f. v. d. Kuhla (f. 1684 d. 26. Marts 1744), Enke efter
Kapitajn Erik Banner (d. ved Helsingborg 10. Marts 1710) og Datter
af Bendix v. d. K. til Løgtved; 2. (30. Juli 1750) med Regitse Sophie
f. Baronesse Güldencrone (f. 25. Maj 1710 d. 18. Dec. 1792), Enke
efter Ritmester Christopher Frederik Ahlefeldt (d. 1749) og Datter
af Jørgen Baron G. til Urup. Hun blev 1758 Dame de l’union
parfaite.
Med sin første Hustru fik K. Boltinggaard, med den anden Nordskov,
begge paa Fyn. Den sidste Gaard solgte han; af den første tillige med
Rynkebygaard, som han tilkjøbte, oprettede han Stamhuset Kaaseslund,
som nu, substitueret med en Fideikommiskapital,
besiddes af Familien Huitfeldt(-Kaas). Som Godsejer virkede
han ikke lidet for humane Formaal: istandsatte Kirkerne, udvidede
Skolerne og oprettede et Hospital.
Personalhist. Tidsskr. IV og V, 285.
Leerbeck, Ringe Sogn.
H. W. Harbou.
Kaas, Jens, 1516-78">
[M] Kaas, Johan Rantzau, 1707-88,
Officer, var født 1. Dec. 1707 i Vestsjælland. Hans Fader, Claus Sehested
K. (af Slægten med Muren i Vaabenet), var Lieutenant ved 3. sjællandske
Rytterregiment; Moderen hed Helene Dorothea f. v. Zerbst. Sønnen
blev 1731 Kornet ved 2. fynske, 1734 ved Neubergs Rytterregiment,
1736 Lieutenant, 1741 forsat til Hestgarden, 1747 Major af Kavalleriet,
1750 Ritmester af Gården, 1755 Oberstlieutenant og 1761 Oberst af
Kavalleriet samt virkelig Major ved Garden, 1763 virkelig
Oberstlieutenant ved oldenborgske Kyrasserregiment i Holsten. Da dette
opløstes 1767, blev K. sat paa Ventepenge, forfremmedes 1773 til
Generalmajor og afskedigedes 1781 med Generallieutenants Karakter.
Han døde 11. Febr. 1788 i Itzeho. Gift 25. Avg. 1766 med
Maximiliane Dorothea Juliane v. Schomburg (Schaumburg) (f. 25. Avg.
1746 d. 17. Febr. 1795), Datter af Konferensraad B. L. V. v. S. til
Mehlbek, Præsident i Altona.
Personalhist. Tidsskr. V, 287.
H. W. Harbou.
[M] Kaas, Jørgen, 1554-1619,
Søn af Erik K. (af Mur-Kaaserne) til Gjelskov og Anne Emmiksen, blev
født paa Gjelskov, til hvilken Gaard han selv siden skrev sig. 2 Aar gammel
blev han faderløs og 7 Aar gammel moderløs, hvorfor han opdroges
først hos sin Broder Mogens, siden hos sin Moders
Fætter Otte Emmiksen til Refsø, der siden sendte
ham til Henrik Rantzau til Salzau, hvem han fulgte
i fremmed Krigstjeneste.
Efter sin Hjemkomst fik han 1578 Bestalling som Skibschef. Senere havde
han betydelige Forleninger: 1587-96 Vardøhus,
1608-14 Kjøbenhavn og 1614 til sin Død, 8. Maj 1619,
Aarhusgaard. 3. Avg. 1600 havde han ægtet Dorthe
Ovesdatter Juul til Mejlgaard, der overlevede
ham i mange Aar. Hun synes at have været en meget
selvstændig og driftig Kvinde, der foruden sin nævnte
Fædregaard besad Hedegaard, Hersomgaard, Laage,
Restrup og Skovsgaard. De havde ej Børn.
J. Gjødesen, Ligpræd. ov. J. K.
Thiset.
[M] Kaas, Ulrik, 1677-1746,
Søofficer, Stiftamtmand, af Mur-Kaasernes Slægt,
Søn af Amtmand over Lundenæs og Bøvling
Amter Jørgen Grubbe K. (f. 22. Jan. 1643 d. 11. Dec. 1711) og
Birgitte Sophie Sehested (f. 1643 d. 22. Okt. 1721), blev født i Sommeren
1677, indtraadte som Lærling i Marinen 1690, var først ansat under
Niels Juel, senere et Aars Tid med Broderen Jens Juel i Sverige.
1695 gjorde han et Togt til Frankrig med Ivar Huitfeldt, var
derefter i Middelhavet med Kommandør Bjørn og overgik efter sin
Hjemkomst i hollandsk Tjeneste, hvor han 1696-1700 i Orlogs-
Kaper- og Koffardiskibe som Matros, Underofficer og Styrmand
uddannede sig grundig til praktisk Sømand. 1697 avancerede han
til Underlieutenant, 2 Aar senere til Premierlieutenant, ved
Hjemkomsten 1700 forfremmedes han til Kapitajnlieutenant; som saadan
gjorde han nogle Togter, bl. a. med Kongen til Norge (1704), og
blev 1708 Kapitajn. 1705-9 var han paa Indrullering i Jylland,
Aaret efter sendtes han til Holland for at hverve; han havde Held
med sin Expedition, men maatte døje mange Farer og Gjenvordigheder,
da Hollænderne havde forbudt fremmede at antage Søfolk.
1710 deltog K. som Chef for Orlogsskibet «Prins Carl» i Slaget
paa Kjøge Bugt. I de paafølgende Krigsaar var K. bestandig
Skibschef og lige saa anset som heldig. 1715 forfremmedes han til
Schoutbynacht (efter 1710 at være bleven Kommandørkapitajn og
1711 Kommandør) og var s. A. med sin Svoger Admiral Raben i
Slag med Svenskerne ved Jasmund. I Følge Riegels skal han her
forgjæves have opfordret sin Chef til at benytte Sejeren; ud paa
Vinteren holdt han med en mindre Eskadre Østersøen ryddelig og
kom først hjem efter Nytaar. Det paafølgende Foraar gik han
atter til Søs, stødte i Taage paa en langt overlegen svensk Styrke
under D. Wilster og maatte flygte; ved en lige saa dristig som
dygtig udført Retræte inden om Grundene ved Falsterbo undslap
han sine Forfølgere og kom vel beholden til Sundet. 1718 blev han
Viceadmiral. 1723-26 var han Indrulleringschef i Jylland.
I en Indberetning, som den i russisk Tjeneste overtraadte D. Wilster
giver om Forholdene i den danske Marine, betegner han K. som
en af dennes dygtigste Officerer («K. est sur tous les autres mon
héros»).
1732 fik K. -- rimeligvis ved Intriger af Admiral Rosenpalm
-- Afsked med Titel som Admiral og ansattes som Stiftamtmand
i Bergen, hvor han forblev indtil 1737, da han flyttede til
Gaarden Sandvig ved Frederiksborg; her boede han med svækket
Helbred og knuget af Næringssorger hos sin talrige Familie, hvem
han foregik med det smukkeste Exempel paa mandig og taalmodig
Karakter, indtil sin Død, 28. Dec. 1746.
-- K. var gift 2 Gange: 1. (1715) med Karen Sophie f. Rubring (d. 1724);
2. (1726) med Mette f. Matthisen (f. 1694 d. 1770), Datter af Klokker Søren
M. (f. 1653 d. 1740) og Maren Nielsdatter Banner (d. 1719) og Enke efter
Major Eberlin.
C. With.
[M] Kaas, Ulrik Christian, 1729-1808,
Søofficer, Søn af foran nævnte Admiral Ulrik K. og født 21. April 1729,
blev 1749 Sekondlieutenant i Marinen, 1755 Premierlieutenant,
1758 Kapitajnlieutenant, 1763 Kapitajn, 1770 Kommandørkapitajn,
1781 Kommandør, 1790 Kontreadmiral, 1797 Viceadmiral og 1804
virkelig Admiral. 1771 udnævntes han derhos til Generaladjudant
og 1780 til Kammerherre.
-- 1760 ansattes K. som Interimsekvipagemester ved Dokken, men
havde samtidig med denne Stilling en Del Udkommandoer som
Fregatchef indtil 1765. Han deltog 1770 som Chef for Linjeskibet
«Mars» i Schoutbynacht F. C. Kaas' mislykkede Togt til Algier og
1773 i sammes Togt til Østersøen som Chef for Linjeskibet
«Ebenezer». Efter en Del andre Togter udsendtes K. 1779 som Chef
for Linjeskibet «Holsten» til Kap for der fra at konvoiere
hjemadvendende Ostindie- og Kinafarere samt for at afgive
Forstærkningsmandskab til de danske Kolonier i Guinea, som
Hollænderne den Gang havde fortrædiget. Paa denne Rejse døde
84 Mand af Besætningen, i hvilken Anledning man efter Skibets
Hjemkomst lod anstille Undersøgelser af K.s Forhold. Følgen af
disse blev, at han frikjendtes for Skyld, men at Besætningernes
Behandling og Bespisning herefter væsentlig forbedredes.
1778, da Kommandør Walterstorff overtog Stillingen som Holmens
Chef, ansattes K. i hans Sted som virkelig Ekvipagemester paa
Nyholm og blev samtidig Kommitteret i Konstruktionskommissionen.
Efter nok en Udkommando i 1782 overtog han 1788 Kommandoen over
Sødefensionen paa Kjøbenhavns Red, men aftraadte kort efter
igjen fra dette Hverv for at blive Kommandant paa Toldboden, i
hvilken Stilling han forblev indtil sin Død, 22. Marta 1808.
-- K. blev 1768 gift med Frederikke Amalie Charisius (f. 29. Dec. 1749
d. 18. Marts 1828), Datter af Konferensraad Const. Aug. C.
C. With.
[M] Kaas, Wolfgang, 1724-78,
Søofficer, af Mur-Kaasernes Slægt og Søn af Kapitajn-
lieutenant i Marinen Ahasverus K. (f. 15. Nov. 1693 d. 5.
Marts 1744) og Anne Birgitte f. Scheen (f. 1696 d. 17. Maj
1765), er født 1724 (døbt 10. April), blev Sekondlieutenant
i Marinen 1743, Premierlieutenant 1746, Viceekvipagemester
ved Holmen 1749, virkelig Ekvipagemester paa
Nyholm 1751, Kapitajnlieutenant 1754, Aaret efter
Interimshavnemester og Medlem af Havneraadet
samt Medlem af Konstruktionskommissionen, 1758
Kapitajn. S. A. overtog han som ældste Ekvipagemester
Opsynet med Dokken; 1762 og 63 var han udkommanderet
med Linjeskibe; 1765 fik han Tilsyn med Havnens
Opmudringsvæsen og blev Medlem af en Kommission
angaaende Tøjhusets Adskillelse fra Landetaten.
1767 avancerede han til Kommandørkapitajn og ansattes
Aaret efter i den vigtige Stilling som Holmens
Chef. Efter hans Fætter Schoutbynacht F. C. Kaas'
uheldige Expedition til Algier foranledigede
Struensee ham afsat fra denne Post, fordi han havde
været forsømmelig med Udrustningen af de medgivne
Bombarderfartøjer (s. ovfr. S. 54 f.).
1774 og 75 bestyrede K., som 1769 var bleven Kommandør,
derefter som Interimschef Værftet ved Frederiksværn,
men da hans Modstander Gehejmeraad og Admiral
Rømeling 1775 var død, og K.s Stedfortræder,
Kontreadmiral F. Reiersen, var bleven afskediget,
blev K. paa ny udnævnt til Holmens Chef 1776, hvilken
Stilling han med Dygtighed vedblev at beklæde til
sin Død, 15. April 1778. Aaret forinden var han
bleven forfremmet til Kontreadmiral.
-- K. var gift 2 Gange: 1. (1753) med Anne Marie f.
Larsen(f. 1734 d. i April 1760); 2. (1761) med
Frederikke Amalie f. Hagen (f. 1743 d. i Febr. 1831),
Datter af Apotheker i Kjøbenhavn Bernhard H. (f. 1696
d. 1747)og Anne Margrethe f. Cøllner (f. 1714 d. 1748).
C. With.
Thomesen, Mogens, --1522,
til Damsgaard (paa Mors),
var Søn af Thomas Jensen til Kaas og dennes 2. Hustru, Kirsten
Mogensdatter Glob til Damsgaard. Han nævnes alt 1500 i sin Faders
levende Live, men 1503 var Faderen maaske død, thi da skrev
M. T. sig selv til Kaas. Sin Ret til denne Hovedgaard synes han
imidlertid snart efter at have afhændet til sin Medejer, Svogeren
Christen Hvas. I de følgende Aar, 1504-8, skrev han sig
derefter til Næs (Lindenborg), som han sikkert har haft i Forlening
af sin Svoger Bispen i Viborg. Baade hans 1. Hustru,
Gertrud Nielsdatter Kaas, og den 2., Ellen Pedersdatter Friis, vare
nemlig Søstre til viborgske Bisper (Erik Kaas og dennes Formand
Niels Friis).
Endnu 1519 nævnes han, i det han da frikjøbte sig
fra Deltagelse i Krigstoget til Sverige; men en bekjendt Mand
blev han først efter sin Død 1522. Huitfeldt vil vide, at M. T.s
Bønder havde forklaget ham for Kong Christian, der derover var
bleven ham unaadig. M. T. flyede derfor ind i Sortebrødreklosteret
i Aarhus, hvor han snart efter døde og blev begravet.
Men saa befalede Kongen uden Lov og Dom hans Lig optaget
af Graven, ophængt i en Galge paa Aarhus Torv og siden
nedgravet i uindviet Jord, og alt hans og hans Hustrus Gods og
Sølv blev beslaglagt. Kongens lovløse Fremgangsmaade vakte stor
Forbitrelse blandt Adelen og blev stærkt fremhævet i Klageskriftet
mod ham, hvorfor ogsaa Frederik I skyndte sig at give Enken
Oprejsning, i det han alt paa Hyldingsrejsen til Viborg befalede, at
Liget skulde føres tilbage i indviet Jord, ligesom i Viborg ved Dom
al den beslaglagte Formue blev Enken tilbagegivet. Den ældste
Søn blev Stamfader til den talrige Slægt Kaas, der efter sit
Vaaben, en 3tindet Mur, betegnes som de Mur-Kaaser.
Kaas med sparre i våpenet
[S] Kaas, Bjørn, --1581,
til Staarupgaard, Rigsraad,
hørte til Sparre-Kaasernes Slægt og var en Broder til
nedennævnte Niels K. (d. 1594). I sine unge Dage var
han Hofsinde og var som saadan med i det Følge, der
1548 ledsagede Kongedatteren Anna til Sachsen. Senere
førte han et uroligt Liv i Udlandet (s. ndfr. under Broderen
Jens K.). Efter sin Hjemkomst havde han en Række
betydelige Forleninger, nemlig Vordingborg 1561-63,
Helsingborg 1563-65, Malmøhus 1565-80 og Bygholm
1580-81, hvortil kom forskjellige mindre Pantelen i Jylland
og Skaane. I Marts 1567 optoges han i Rigsraadet,
og kort efter sendtes han og Frands Brockenhuus til
Søs med 6 Fænniker Knægte til Norge, hvor de kæmpede
ved Oslo og efter at have faaet Forstærkning fra
Bergenhus tvang Svenskerne til at ophæve Belejringen
af Akershus. I Slutningen af samme Aar var han
en af Førerne for et Indfald i Smaaland, hvilket
imidlertid mislykkedes, da de Skaanske Bønder, Hærens
Hovedstyrke, gjorde Mytteri, saa at Toget maatte
opgives, og derefter kom han ikke til at spille nogen
større Rolle i Krigsførelsen. Paa Malmøhus havde han
i flere Aar (1568-73) det Hverv at bevogte den berømte
Statsfange Jarlen af Bothwell. Han døde 26. Marts 1581
paa Bygholm. -- Foruden Fædrenegaarden Staarupgaard
ved Skive, hvis endnu staaende Hovedbygning skriver
sig fra ham, ejede han Vangkjær, Kjærsgaard og
Ellinggaard i Vendsyssel, Vórgaard i Hellum Herred,
Tybjærggaard i Sjælland og Bjersøholm i Skaane, hvor
han ogsaa opførte en ny Hovedbygning, hvis Rester
endnu findes; i Hovedstaden ejede han ligeledes
en Gaard. En Del af denne Godsrigdom skyldte han
sin Hustru, Christence Nielsdatter Rotfeldt, der
overlevede ham (d. 1601). Det kan endnu anføres,
at Niels Hemmingsens bekjendte Skrift «Livsens Vej»
(1570) er tilegnet B. K.
C. F. Bricka.
[S]Kaas, Erik, --1520,
Biskop i Viborg, Søn af Hr. Niels K. til Taarupgaard og
Kaas, Landsdommer i Jylland
(af Sparre-Kaasernes Slægt), og Else Glob, tog
Magistergraden, var Kannik i Viborg 1501, nævnes
allerede 1508 som «Electus» (udvalgt Biskop), var
maaske nogle Aar Koadjutor hos sin Formand, Niels
Friis (V, 445); som Rigsraad forekommer han oftere
i Tidens Statsakter, men synes ikke at have spillet
en større Rolle. 1514 var han tilstede ved Christian
II’s Kroning i Oslo. Han døde 1520.
A. Heise.
[S]Kaas, Jens, 1516-78,
Broder til ovennævnte Bjørn K., sammen med hvem han synes at have ført
et bevæget Ungdomsliv i fremmed Krigstjeneste. Da en tredje Broder,
Jørgen K., paa Grund af et under et Opløb i Byen Lüneburg begaaet Drab
1552 var bleven henrettet i denne By, og det skjønt Kong Christian III gik
i Forbøn for ham, erklærede de 2 Brødre Byen aabenlys Fejde,
og nu blev det 1554 dennes Tur forgjæves at bede Kongen om at
formane Brødrene til at holde Fred. J. K. vendte dog snart
efter hjem til sit Fødeland, thi 1555-58 havde han her det lille
Viskum Len. Da saa Krigen med Sverige nærmede sig, sendtes
J. K. 1562 ud for at hverve Landsknægte, men snart fik hans
krigerske Erfaring og Dygtighed en langt betydeligere Anvendelse,
i det 1564 den fra Svenskerne i Begyndelsen af Krigen erobrede
vigtige Grænsefæstning Elfsborg blev ham betroet. Der stilledes
ham her en yderst vanskelig Opgave, thi Slottet var brøstfældigt
og slet forsynet med Folk, Proviant og Munition, hvortil endda
kom jævnlige Mytterier blandt Landsknægtene, som knurrede over
den hyppige Udebliven af deres Løn; men J. K. viste sig Opgaven
voxen, og trods alle Anstrængelser lykkedes det ikke Fjenden at
tage Elfsborg tilbage. Hans Skovgaard skrev allerede 1565 til
Hr. Mogens Gyldenstjerne: «I Sandhed, J. K. gjør som en god
Karl, man burde ikke at forlade ham», og det lykkedes da ogsaa
altid at undsætte ham, inden det blev for silde. Først i Nov. 1569
fratraadte J. K. Elfsborg, i det han var bleven Øverste over
samtlige Landsknægte; han gjorde da endnu i Krigens Slutning et Par
mindre Tog ind i Sverige. Sine sidste Leveaar tilbragte J. K. i
Ro. Alt 1567 havde han faaet Lensbrev paa Gudumlund, som han
1573 afkjøbte Kronen; desuden ejede han Vórgaard i Helium
Herred, som hans Moders Søskendebarn Fru Anne Bjørn havde
testamenteret ham. Et Par større Len havde han dog, nemlig
Silkeborg 1573-77 og Aalborghus fra 1577 til sin Død, 14. Dec. 1578.
J. K. levede i barnløst Ægteskab med Margrethe Lange, Søster til
Alkymisten Erik L. og selv af Samtiden skattet for sin Lærdom.
Hun ægtede 1584 Knud Brahe (II, 594) og døde 1622.
Thiset.
[S] Kaas, Jørgen, 1610-1692,
var Søn af nedennævnte
Mogens K. til Støvringgaard (d. 1656). Han arvede Del
i sin Fædrenegaard samt som Eneeje Gudumlund. 1649
fik han, der da var Kammerjunker hos Dronningen,
Jungshoved i Forlening, og 14. Avg. s. A. havde han
paa Kjøbenhavns Slot Bryllup med en af Dronningens
Hofjomfruer, Margrethe Cathrine Buchwald. Jungshoved
ombyttede han 1651 med Tune, Aabygge, Vemb og Hvaløer
Skibreder i Norge, som han atter fratraadte 1653, da
han blev Lensmand paa Rugaard. Under Krigen havde han
Befaling at føre Inspektionen over Fyns Defension. I
Okt. 1660 har han i Kjøbenhavn underskrevet
Haandfæstningens Kassation, hvorimod hans Underskrift
ikke findes under Souverænitetsakten. Da Lenene
omdannedes til Amter, udnævntes J. K. 1662 til
Amtmand over Rugaards Amt, men Stillingen var kun
ringe; 1691 regnedes den for den slettest lønnede
Amtmandspost i hele Landet. 1684 overdrog Kongen ham
Brugen af Aagaard og Aagaards Mølle som Afkortning paa
tilgodehavende Løn, og her er han formodentlig død,
thi hans Begravelse stod 17. Juni 1692 i Haarslev
Kirke. Skjønt Enken ejede Gudumlund til sin Død i
Nov. 1701, forblev hun dog ogsaa boende paa Aagaard.
Vedel Simonsen, Rugaard II, 2, 27 ff.
Thiset.
[S]Kaas, Mogens, 1576-1656,
til Støvringgaard, Rigsraad,
Søn af Erik K. til Lindbjærg og Kirsten Pedersdatter
Galt, tilhørte Sparre-Kaasernes Slægt. Om hans Ungdom
vide vi kun, at han har studeret i Heidelberg og
1590 i Leipzig. 1602-6 var han Hofjunker, forlenedes
det sidstnævnte Aar med Halmstadgaard til 1613,
fik derefter Ørum til 1619 og ombyttede saa dette
Len med Mariager.
Som Lensmand her synes han at have udfoldet en ikke ringe
Virksomhed og tog sig særlig af den forfaldne Mariager Kirkes
Istandsættelse. 1615 var han bleven Oberst for det jyske Regiment. I
Marts 1624 udnævntes han til Rigsraad; s. A. sendtes han til
Bützow i Meklenborg for at overvære Kongens Broder Hertug
Ulriks Bisættelse og ledsagede i Sept. s. A. Christian IV til
Gulland. Under Kejserkrigen fik han i Jan. 1626 Stillingen som
Krigs-kommissær, sendtes i Marts s. A. til Brunsvig og kaldtes ogsaa i
Sommeren 1627 til Krigsskuepladsen i Nordtyskland. Ved sin Hjemkomst
fandt han sit Len meget forarmet, snart fulgte den kejserlige
Invasion, og han flygtede til Marstrand. Efter Freden i Lybek fik
han det Hverv at undersøge Forholdene i Jylland, men 1631
ombyttede han Mariager Len med det store Nyborg Len og regnedes
fra da af til de fynske Raader. 1633 opnaaede han Værdighed
som Ridder, var senere under Svenskekrigen mellem de Kommissarier,
der havde den højeste Inspektion over Fyn, og forhandlede
i Maj 1645 sammen med Rigsmarsken Anders Bille med Provinsens
Adel om Bevilling af en Hovedskat. Den Vrede, som Nægtelsen
af denne nedkaldte fra Kongens Side over Anders Billes Hoved,
synes dog ikke at have ramt K.; men nogen fremtrædende politisk
Rolle har han næppe spillet i den følgende Tid.
Derimod har han i det hele udfoldet en betydelig Virksomhed
som Godsejer; han vidste at samle de fleste af sin Slægts
Ejendomme paa sin Haand, afkjøbte sin Broder Niels Støvringgaard og
opførte 1622-23 Hovedbygningen der, skaffede sig tillige
Enebesiddelsen af Hemmestrup, til hvilken Gaard han samlede Bøndergodset,
ejede desuden Gudumlund og flere andre Gaarde i Jylland
og paa Fyn. Som Lensmand paa Nyborg viste han Iver for at
forbedre Avlingen til Ladegaarden, men lod det gaa ud over
Bønderne paa en haard Maade. Efter hans egne Udtalelser straffede
han de jordegne Gaardmænd med Hensættelse i Taarnet eller anden
Revselse, paalagde dem imod vanlig Skik Tærskning og forøgede
Gjæsteripenge og Ægter; sin Opfattelse udtalte han med de Ord,
at hvis Bønderne fik Frihed til efter egen Vilje at sige nej til, hvad
der befaledes dem med Hensyn til Avlingen til Ladegaarden, vilde
ingen Lensmand kunne faa den dreven. Hans Fremfærd gav
Anledning til en Række Klager fra Bønderne lige fra 1649-56.
5. Okt. 1606 havde han ægtet Sidsel Friis, en Søster til Kansleren
Christian F. til Kragerup; hun døde 7. Juni 1646; han selv oplevede
den høje Alder af 80 Aar, i det han først døde 3. Nov. 1656.
Saml. t. jydsk Hist. og Topogr. II, 343 ff.
J. A. Fridericia.
[S]Kaas, Niels, 1535-94,
til Taarupgaard, Kongens Kansler.
Faa Navne fra det 16. Aarhundrede have en saa
sympathetisk Klang for os som denne Statsmands. Hos
ham vare Klogskab og Arbejdsomhed, Mildhed og Fasthed
forenede, og det Tidsrum, da han indtog den første
Plads i Statstjenesten, hører til de ærefuldeste og
lykkeligste i vor Historie.
Han var født paa Staarupgaard i Viborg Stift. Hans
Fader, der ogsaa hed Niels K. (og tilhørte Slægten
med Sparren i Vaabenet), var allerede død 7 Maaneder
før hans Fødsel, og Moderen, Anne Bjørn, døde, da
Sønnen var 5 Aar gammel. Under disse Forhold traadte
Farbroderen Mester Mogens K. til Taarupgaard, der var
Regnskabsprovst i Jelling Syssel og senere Kantor i
Ribe Kapitel, den forældreløse Dreng i Faders Sted
og satte ham i Viborg Skole, der den Gang styredes
af Rektor Oluf Nielsen Skytte, hvem N. K. altid
senere viste megen Taknemmelighed for den Vejledning
i Lærdom og gode Sæder, han havde givet ham i hans
unge Aar. Under en henved 9aarig Skolegang i Viborg
lærte han, hvad Skolerne den Gang kunde yde, nemlig,
ved Siden af en fyldig Kristendomskundskab, en god
Del Latin, noget Græsk samt nogle dialektiske og
rhetoriske Regler. Udrustet med denne Lærdom blev
han 1549 sendt til Kjøbenhavn, hvor han af sin ældre
Broder Bjørn K. (s. ovfr.), der efter Farbroderens Død
(1543) var hans Værge, blev sat i Huset hos Dr. Niels
Hemmingsen, der havde mange andre adelige og uadelige
Kostgængere. Under dennes Vejledning udvikledes
ret de fortrinlige Anlæg, som N. K. af Naturen var
begavet med. Hemmingsen kunde ikke noksom rose den
Skarpsindighed, hans senere saa berømte Lærling lagde
for Dagen ved de dialektiske Øvelser, han anstillede
med sine Disciple, og han spaaede, at der i Tiden vilde
blive en mærkelig Mand af ham.
Den Færdighed i at tale og skrive Latin, som K. medbragte fra
Skolen, udvikledes end mere; han fik en vis Grad af theologisk
Dannelse, gjordes bekjendt med Udtog af Verdens- og Fædrelandshistorien
samt begyndte paa ethiske og juridiske Studier. At han
skjønnede paa den Vejledning, Hemmingsen havde givet ham, fik
han i sit følgende Liv rigelig Lejlighed til at vise, og han bevarede
altid et trofast Vennesind mod sin gamle Lærer, ogsaa efter at
denne var kommen i Ugunst paa de højeste Steder og var bleven
haardt ramt af Modgang.
Efter 4 Aars Ophold i Hemmingsens Hus var det N. K.s Ønske
at drage til fremmede Højskoler. Først besøgte han sin Hjemstavn,
hvor han siden Farbroderens Død rimeligvis var Ejer af Taarupgaard.
Under Overrejsen til Lybek strandede Skibet, der førte
ham, paa Femerns Kyst, og han bjærgede kun med Møje Livet.
I Maj 1554 blev han immatrikuleret i Wittenberg, hvor han blev
en af Melanchthons flittige Tilhørere. Ogsaa her tildrog han sig
Opmærksomhed ved sin fortrinlige Begavelse. Senere studerede
han i Frankfurt ved Oderen og i Løwen. Fra sidstnævnte Sted,
hvor han dvælede en Tid lang, gjorde han en Udflugt til Krigsskuepladsen,
da de franske og spanske Hære stode i Vaaben mod
hinanden ved St. Quentin (1557). Endelig vendte han tilbage til
Fædrelandet, rigere udstyret med Kundskaber end de fleste
samtidige unge Adelsmænd. Navnlig besad han en Indsigt i Historie
og Statsvidenskab, som den Gang ingenlunde var almindelig, og
en Færdighed i at tale Latin, der i hine Tider var af Vigtighed
for den, som attraaede højere Poster i Statens Tjeneste, navnlig
hvor det gjaldt Forhandlinger med Udlandet.
Ikke længe efter sin Hjemkomst blev N. K. ansat i Kancelliet,
og her gjorde han sig snart saa bemærket ved Forretningsdygtighed,
at der blev betroet ham betydelige Hverv, særlig under den nordiske
Syvaarskrig, naar Kongen paa sine Rejser havde medtaget
Kansler Johan Friis og den øverste Sekretær Hans Skovgaard, og
det da tilfaldt ham at forestaa den Del af Kancelliet, som var
forbleven i Kjøbenhavn. En gammel Beretning siger om den
anstrængende Tjeneste, han under disse Forhold havde: «Der var
mange Nætter, han og de andre af Kancelliet ikke kom ned, men
maatte sidde og skrive hele Nætter over». 1568 og 69 deltog han
i de frugtesløse Fredsforhandlinger med Svenskerne i Roskilde og
paa Landegrænsen ved Ulfsbæk. 1570 vare han og Rigsraaderne
Peder Bille og Jørgen Rosenkrantz den danske Regerings Afsendinger
ved Afslutningen af Freden i Stettin ligesom ogsaa ved Forhandlingen
med Sverige i Brømsebro 1572.
Efter Johan Friis’ Død i Dec. 1570 fungerede N. K. som
kongelig Kansler, indtil han paa Herredagen i Randers i Maj 1573
blev endelig beskikket til denne vigtige og ansvarsfulde Post,
hvorved han, i alt Fald efter Rigshofmester Peder Oxes Død (1575),
blev den første Mand i Riget næst Kongen. Som Embedsløn
aflagdes han med St. Knuds Kloster i Odense; desuden havde han
nogle mindre Len (Knubbelykke Birk paa Laaland og Rynkeby i
Fyn) samt Præbender i Roskilde og Viborg Kapitler. 1577 fik han
desuden Asmild Kloster.
I den lange Aarrække, N. K. forestod Kanslerembedet,
indlagde han sig Berømmelse som en duelig og hæderlig Statsmand.
Frederik II satte megen Pris paa ham og vilde gjærne altid have
ham om sig. Kongen var ikke sjælden noget vanskelig at omgaas,
men Kansleren forstod som oftest ved forsigtig Klogskab at bøje
hans Sind i den Retning, som var tjenligst for Rigernes Vel. Den
Mildhed forenet med Fasthed, som N. K. besad, gjorde ham godt
skikket til med Held at drive vanskelige Underhandlinger og at
føre dem til et heldigt Resultat. Særlig kan fremhæves hans
Fortjenester ved Jævningen af de langvarige slesvigske Lensstridigheder
(1579), Successionsspørgsmaalet efter Hertug Hans den ældre (1581)
og Delingen med Hertug Hans den yngre (1582). Efter Freden i
Stettin er en Fremgang kjendelig saa at sige paa alle Punkter af
Statslivet, og man tager næppe fejl ved at tillægge Kansleren en
væsentlig Del af Æren derfor.
Som Kongens Kansler var N. K. tillige Universitetets Kansler
eller «øverste Konservator», en Stilling, hvortil hans Kjærlighed til
Videnskaben og dens Dyrkere gjorde ham fortrinlig skikket. Mange
ham tilegnede Skrifter vise, hvor stor en Tillid Skribenterne havde
til ham. For Tyge Brahes og Anders Vedels videnskabelige
Bestræbelser viste han kraftig Deltagelse. Selv besad han stor
Kjærlighed til Historien. «Han har en saadan Hukommelse og Indsigt
i Historien», skrev Jacob Ulfeldt 1585, «at om han ikke overgaar
disse Tiders Historieskrivere, kan han dog visselig lignes ved de
forfarneste iblandt dem . og da han nu, skjønt han er beskæftiget
med Rigets sværeste Forretninger, ikke des mindre viser sig at
have en usigelig Lyst til Historien, saa tvivler jeg ej heller paa,
at han en Gang i sin Tid vil opmuntre de efterladne til at
Peder Bille og Jørgen Rosenkrantz den danske Regerings Afsendinger
ved Afslutningen af Freden i Stettin ligesom ogsaa ved Forhandlingen
med Sverige i Brømsebro 1572.
Efter Johan Friis’ Død i Dec. 1570 fungerede N. K. som
kongelig Kansler, indtil han paa Herredagen i Randers i Maj 1573
blev endelig beskikket til denne vigtige og ansvarsfulde Post,
hvorved han, i alt Fald efter Rigshofmester Peder Oxes Død (1575),
blev den første Mand i Riget næst Kongen. Som Embedsløn
aflagdes han med St. Knuds Kloster i Odense; desuden havde han
nogle mindre Len (Knubbelykke Birk paa Laaland og Rynkeby i
Fyn) samt Præbender i Roskilde og Viborg Kapitler. 1577 fik han
desuden Asmild Kloster.
I den lange Aarrække, N. K. forestod Kanslerembedet,
indlagde han sig Berømmelse som en duelig og hæderlig Statsmand.
Frederik II satte megen Pris paa ham og vilde gjærne altid have
ham om sig. Kongen var ikke sjælden noget vanskelig at omgaas,
men Kansleren forstod som oftest ved forsigtig Klogskab at bøje
hans Sind i den Retning, som var tjenligst for Rigernes Vel. Den
Mildhed forenet med Fasthed, som N. K. besad, gjorde ham godt
skikket til med Held at drive vanskelige Underhandlinger og at
føre dem til et heldigt Resultat. Særlig kan fremhæves hans
Fortjenester ved Jævningen af de langvarige slesvigske Lensstridigheder
(1579), Successionsspørgsmaalet efter Hertug Hans den ældre (1581)
og Delingen med Hertug Hans den yngre (1582). Efter Freden i
Stettin er en Fremgang kjendelig saa at sige paa alle Punkter af
Statslivet, og man tager næppe fejl ved at tillægge Kansleren en
væsentlig Del af Æren derfor.
Som Kongens Kansler var N. K. tillige Universitetets Kansler
eller «øverste Konservator», en Stilling, hvortil hans Kjærlighed til
Videnskaben og dens Dyrkere gjorde ham fortrinlig skikket. Mange
ham tilegnede Skrifter vise, hvor stor en Tillid Skribenterne havde
til ham. For Tyge Brahes og Anders Vedels videnskabelige
Bestræbelser viste han kraftig Deltagelse. Selv besad han stor
Kjærlighed til Historien. «Han har en saadan Hukommelse og Indsigt
i Historien», skrev Jacob Ulfeldt 1585, «at om han ikke overgaar
disse Tiders Historieskrivere, kan han dog visselig lignes ved de
forfarneste iblandt dem . og da han nu, skjønt han er beskæftiget
med Rigets sværeste Forretninger, ikke des mindre viser sig at
have en usigelig Lyst til Historien, saa tvivler jeg ej heller paa,
at han en Gang i sin Tid vil opmuntre de efterladne til at
fortsætte vore Historier efter Saxo, paa det at, hvad i dette Land af
store Bedrifter mærkværdigt er hændet, derved ogsaa kan blive
kundbart for Udlændinger.» Med den lærde Dr. David Chytræus
i Rostock, der syslede med Nordens Historie, stod han i
Brevvexling, meddelte ham Vink og Raad og interesserede sig levende
for hans Arbejders Fremgang. Der berettes, at K. selv skal have
forfattet en kort Udsigt over de danske Kongers Historie, der dog
næppe har været bestemt til at udgives. I det hele havde han et
klart Blik for Historiens Betydning og mente, at Statsmænd og de,
der havde Rigers Styrelse i deres Haand, ikke noksom kunde sætte
Pris paa den og drage Lærdom af den. Ham skyldes det fremfor
nogen anden, at en Lærer i Historien (Dr. Niels Krag) for første
Gang blev ansat ved Kjøbenhavns Universitet. Overhovedet laa
det akademiske Væsen ham varmt paa Sinde, om end selvfølgelig
Omsorgen for hele Statens Vel var og blev det første for ham.
De sidste 6 Aar af N. K.s Levetid stillede større Krav til
hans Klogskab, Fædrelandskjærlighed og Arbejdskraft end noget
andet Tidspunkt af hans Liv. Da han stod ved Frederik II’s Dødsleje
(4. April 1588), lovede han den døende Konge at tage sig af
hans efterladte, og han havde sikkert god Vilje dertil; men det
viste sig senere, at det ikke altid var en let Sag at forene
Pietetshensynet mod Kongehuset med Omsorgen for Fædrelandets Tarv,
der dog utvivlsomt maatte være hans første Opgave, særlig efter
at det samlede Rigsraad 15. April s. A. havde overdraget ham
med 3 andre Mænd af dets Midte som Regeringsraad at forestaa
Rigernes Styrelse, saa længe den udvalgte Prins (Christian IV) var
i sine umyndige Aar. Det maatte vel betragtes som Løn for N. K.s
forøgede Arbejde, at han samtidig forlenedes med Lekkende og
senere (1592) tillige med Thistedgaard. Men det var ogsaa store
Vanskeligheder, han fik at kæmpe med, og mangen en Gang har
han vistnok følt Regeringens Byrde hvile tungt nok paa sig.
Almindelig siges, at N. K. personlig ikke havde været utilbøjelig
til at indrømme Enkedronning Sophie Andel i Styrelsen af Rigerne,
men at Rigsraadet vilde det anderledes, hvoraf Følgen siden blev
mange pinlige Forhandlinger med Enkedronningen og hendes Fader,
Hertug Ulrik af Meklenborg, Forhandlinger, som vistnok jævnlig
ere gaaede en saa mild Personlighed som N. K. meget nær, men
under hvilke han dog viste en urokkelig Fasthed med Hensyn til,
hvad han mente der tjente Fædrelandet og den udvalgte Konge
bedst. Enkelte Historikere (f. Ex. G. L. Baden) have gjort
Enkedronningens Udelukkelse fra Regeringen til en svær Anklage mod
«Oligarkerne» i det hele og N. K. i Særdeleshed. Ligeledes er der
anket over, at man saa længe forholdt den udvalgte Konge den
selvstændige Regering, selv efter at han 1593 af Kejseren var
erklæret for myndig i Hertugdømmerne, at man opgav Kongehusets
Arveret til Slesvig og Holsten og lod Christian IV blive valgt til
Hertug der, samt at Adelen begunstigedes paa de andre Stænders
Bekostning. Imod disse Anker kan der dog gjøres grundede
Indvendinger. Vist er det i alt Fald, at den Politik, N. K. hyldede,
var ægte dansk, maadeholden og forsigtig, saa lidt udæskende
mod Udlandet som muligt og skaansom over for Folkets Skatteevne,
altsammen Egenskaber ved en Regering, som siden ofte haardt
have været savnede. De Aar, da N. K. stod i Spidsen for
Landets Styrelse, danne ikke en Modsætning til de lykkelige Aar i
Slutningen af Frederik II’s Tid, men ere en hæderlig Fortsættelse
af dem. Med Sandhed blev der sagt om ham ved hans Jordefærd:
«Han haandhævede Lov og Ret og vilde, at det skulde gaa vel
til i Land og Riger. Han raadede til og afvendte, at ingen af
Rigets Stænder skulde forurettes imod deres Friheder og Privilegier,
men herved beskyttes og beskjærmes. I daglig Omgang var han
venlig og omgængelig, ingen for god. Han gjorde hver Mand til
gode, fattige og rige, og sønderlig haandhævede han Guds Ære
og vor kristelige Religion. Han forfremmede lærde Folk og havde
dem i sin Omgængelse. Hans gode Navn og Rygte er ikke aleneste
bekjendt iblandt os, men og i fremmede Lande, blandt Herrer og
Fyrster og deres Raad, med hvilke han formedelst den gode
Kommunikation og Forstaaelse, han har haft med dem, har holdt dette
Rige i godt Venskab og Enighed.»
Det strænge Arbejde, som Kanslerens ansvarsfulde Stilling
medførte, og de for hans milde og ædle Sind saa pinlige Stridigheder
med Enkedronningen bevirkede, at N. K. tidlig ældedes.
Han havde i et Aars Tid følt sig svag uden dog at ville give efter
derfor; endnu i Forsommeren 1594 ledede han, skjønt syg,
Rigsraadets Forhandlinger paa Herredagen Uger igjennem, forhørte
Sager paa Rettertinget og afsagde Domme; men ved Midsommertid
vare hans Kræfter udtømte. Han lod da Præsten ved Nicolai Kirke,
Mester Isak Grønbæk, kalde til sig, at han skulde betjene ham
med den hellige Nadvere. Det er tiltalende at læse, hvorledes den
gamle Statsmand beredte sig til at vandre bort her fra. Nogle Dage
før hans Død kom den unge udvalgte Konge efter hans Ønske til
ham; de øvrige Medlemmer af Regeringsraadet vare paa samme
Tid tilstede; i bestemt Forudsætning af sin nær forestaaende Bortgang
gav da N. K. den unge Herre forskjellige Raad med Hensyn
til Regeringens fremtidige Førelse, navnlig bad han ham at bære
Omsorg for Flaaden, hvorpaa Rigets Forsvarskraft saa væsentlig
beroede, underviste ham om, hvilke Stater og Naboer han helst
skulde holde Venskab med, samt gav ham et kort Overblik over
de bestaaende Forbund og Overenskomster med fremmede Magter.
Endelig overrakte han ham Nøglen til Hvælvingen, hvor Statens
Arkiv og Rigsklenodierne gjemtes, i det han føjede til: «Eders
Naades Herre Fader, højlovlig Ihukommelse, lovede jeg paa hans
yderste, at jeg med al Magt, Raad og Troskab skulde sørge for,
at Kronen kom paa eders Hoved. Men nu hindrer Døden mig
deri efter Guds Vilje; dog vil jeg gjøre, hvad jeg kan, og leverer
derfor herved i eders Naades egne Hænder Nøglen til Hvælvingen,
hvor Krone, Spir, Sværd og Æble siden hans Død have ligget
forvarede. Tager derfor Rigets Klenodier af Gud selv, bærer
Kronen med Pris og Ære, regerer Spiret med Visdom og Naade,
fører Sværdet med Retfærdighed og Magt og holder Æblet fast
med Raad og Forsigtighed. Gud velsigne Kongen! Far nu vel
Konge, far vel Riger og Lande, far vel al Verden! Kom nu, o Jesus,
naar du vil, nu dør jeg gladelig.»
29. Juni 1594 døde N. K., 60 Aar gammel. Hans Bisættelse
fandt 28. Juli Sted i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn; Sjællands Biskop,
P. J. Vinstrup, talte sande Ord om denne sjældne Mand, «skjænket
og given af Gud til at tjene sit Fædrenerige og at bruges udi
verdslige og politiske Bestillinger, hvis Lige man ikke finder mange».
«Sin Herre og Konning haver han tjent aarle og silde saa vel
som Undersaatterne med al Troskab og Flittighed og haver været,
saa at sige, en Træl udi denne Verden, saa at det ikke er at
forundre, at han paa det sidste er bleven mat og træt.» Efter
Bisættelsen førtes Liget til Viborg Domkirke for at jordes der. Ved
Universitetets Sørgefest talte Dr. Hans Slangerup og gav en udførlig
og smuk Fremstilling af den bortgangne Kanslers Levnedsløb og
Fortjenester. Han havde al sin Tid levet ugift, som det paa hin
Tid ofte var Tilfældet med de Mænd, der nøje vare knyttede til
Kongens Person og maatte følge ham paa hans Rejser. Historieskriveren
Niels Slange giver ham det Vidnesbyrd: «Han stræbte ikke
efter Midler eller Formue, men hans eneste Øjemærke var at
tjene Gud, sit Fædreland og sin Næste og at efterlade sig et godt
og berømmeligt Navn. Dette slog ham heller ikke fejl; thi hans
Navn er endnu den Dag i Dag indenlands udødeligt, og mange
udenlandske Historier tale om ham med største Berømmelse som
en Mand, der i de Dage blev holdt for en af de klogeste i Evropa.»
Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 II.
T. Lund, Christian IV’s Skib p. Skanderborg Sø.
H. F. Rørdam.