Navnet Munthe-Kaas

Christian Skredsvigs selvportrett

"For døren
skulle altsaa
lukkes, men
ikke saan."

Maleren Christian Skredsvig hos de gamle tanter Munthe-Kaas.

I 1868 kom maleren Christian Skredsvig, 15 år gammel til hovedstaden for å gå i lære på Eckersbergs malerskole. Den kjente kunstnervenn og kunstsamler, kjøpmann Peter Simonsen "på Torvet", gift med Marie Munthe-Kaas, tok Skredsvig under sin proteksjon. Simonsen fikk ham innlosjert hos Maries eldre, ugifte søstre Margrethe, Cecilie og Sophie Munthe-Kaas i deres hjem i Grænsen nr. 7 - "Baker Lunds gård". I sin bok "Dage og Nætter blandt Kunstnere" fra 1908 gir Skredsvig fornøyelige, selvironiske glimt fra sin første tid hos våre tre tanter. 

Artikkelen er hentet fra slektens internblad M-K-kontakten nr 1 - 1961 og er skrevet av Hugo Munthe-Kaas (1879-1975)

 

Livet i Kristiansand for 150 år siden:

"Mine barndomserindringer"

Av direktør, major Marius William Munthe-Kaas - 10. feb. 1921
 
Jeg saa dagens lys den 8de januar 1856 i Kristianssand som den yngste av 5 søskende. Min far, Carl Herman Selim Munthe-Kaas, var officer og vistnok nylig bleven kaptein. Ved siden av sin militære stilling var han tillike bestyrer av en pikeskole. Min mor het Theckla Jensine Caroline Schelven.

Vi boet i et gammelt, morsomt træhus paa hjørnet av Østre Strandgade og Fæstningsgaden. Det gik tilgrunde i den store brand i 1891. Til huset hørte en rummelig gaardsplads med forskjellige utbygninger samt en gammeldags, ganske stor have. Like over gaten laa fæstningsterrænget, det saakaldte Retranchement, hvor der alltid utfoldet sig et for os barn interessant militært liv. Vakt-paraden trak daglig op utenfor vore vinduer og det velrenommerte brigademusikkorps, som flere av ukens dage marcherte gjennem byens gater, gav dagliglivet fest og stemning. Det var en yndet fornøyelse for byens skoleungdom om søndagen at følge efter musikkorpset i lange rækker.
 
Det militære miliø som jeg saaledes vokset op i, fyldte i høi grad min interesse, og tidlig slog den tanke ned hos mig, at officer vilde jeg blive, noget mine forældre ogsaa animerte mig til. Gevær og sabel fik jeg tidlig, men særlig utdannet jeg mig i at slaa paa tromme, i hvilken ædle kunst jeg fik kyndig vejledning av en gammel korps-tambur. Jeg erhvervet mig efterhaanden en vis færdighet og kunde med stolthed hver 17de mai som trommeslager gaa i spidsen for latinskolens fanetog til Øvre Stray.

Jeg henlevet min barndom i et godt og kjærligt hjem, hvor enighed og forstaaelse holdt tilhuse. Det hus vi boet i, tilhørte min bedstemor, Jacobine Schelven f. Winther, hvis mand var død (før jeg blev født) som sognepræst i Stokke. Bedstemor var dansk av fødsel og boet selv i husets anden etage, hvor en hjørnesal med tilstøtende soveværelse var hendes domæne. Hun næret megen ømhed for mig, og jeg tror nok, at jeg av mine søskende var hendes yndling. Som saadan begunstiget fik jeg ofte lov til at besøke hende paa «salen» som vi kaldte det, og jeg erindrer, at det var mig en særlig fornøjelse, naar hun aapnet sit chatol med de mange gjemmer og deri forvarede kuriosa. Blandt disse har særlig fæstet sig i min hukommelse en «kløpind» formet som en haand av elfenben paa et langt ibenholts skaft, lugtevandsæg o.s.v. Hun var meget hengiven til toskillingskaker, som en gammel kone med navn Ane daglig bragte hende. Jeg sørget da stadig for at holde mig nærheden.
 
Forøvrigt voldte jeg hende mangen forskrækkelse ved at falde nedover trapperne, hvilket regelmæssig endte med, at hun stak sit bekymrede hvithaarede hoved ut av døren og ropte «Gud, du skræmmer jo livet av mig, barn». Hun havde sin fødselsdag den 31. januar og der var da om formiddagen stor mottagelse. En række av byens værdige fruer mødte da op til chokolade. Der ble nejet og lykønsket mens passiaren stod høit i sky. Bedstemor spiste sin middag ved vort bord og behandledes altid med stor ærbødighed. Min far tiltalte hende altid med «De». Frokost og aften blev baaret op til hende paa «salen».
 
Vi førte til daglig en enkel levemaate. Grøt og melk vanket gjerne til aftens. Men selv en enkel husholdning bød i de dage på delikatesser. Et par gange i uken under sæsongen kom saaledes en fisker og falbød de deiligste hummer til 6 skilling stykket, og laks vanket jevnlig i sommertiden til middag. Der kom ogsaa om lørdagen en kone fra Randøsund med de herligste tykmelkringer, store trækjørler med en fløte, som man nutildags vilde falde i henrykkelse over. Desuten havde vi i haven overflod paa jordbær, grønsaker o.s.v.
 
Der var ganske veirhaardt dernede i den gamle kystby nær havbrynet. Nordvesten kunde huske ordentlig i de gamle træhuse og fejet brutalt gjennem de brede snorrette gater. Vi havde ikke sjelden skibsforlis saa at sige utenfor stuedøren. Og om vinteren taarnet sommetider snemasserne sig saadan op, at de nederste etager i husene rent blev blokert. Men sommertiden var en idyl.
 
Naar jeg mindes min fødeby i sommerdragt er det altid overdaadig iklædt syrener, roser og jasminer. Blomsterpragten vældet utover havegjærderne og smykket vejene utenfor byen. Hele Østre Strandgate, hvor vi boet, var kun bebygget paa den ene side. Paa den motsatte havde de fleste sine store haver, som strakte sig helt ned til sjøen med brygger og badehus. I de stilfærdige gater grodde græsset frodig mellem brostenene. Vogntrafikken var høist beskeden, en luksusvoiture en sælsynt ting. Gatelivet artet sig derfor ret familiært. Familierne avlagde hinanden besøk gjerne in corpore om sommerafterne og slog av en sladder paa de mægtige hustrapper eller i haverne. Vi omgikkes de fleste familier i nabolaget, og for os barn faldt tiden kort med lek og færden i baat. Mange gange gjorde vi ufrivillig bekjendtskap med det vaate element, men egentlig ulykker kan jeg ikke erindre fandt sted. Vi havde altid vor egen robaat. Jeg havde mange gode venner og veninder og førte idethele en lykkelig og sorgfri tilværelse gjennem barndomsaarene.
 
I seksaarsalderen begyndte jeg paa borgerskolen for et par aar senere at komme ind paa latinskolen, som jeg gikk igjennem tilende paa reallinjen. Skolen havde en rektor, Johan Friis, likesaa lærd som grim at skrive, og forøvrig mange fremragende lærere, bl. a. den lærde Chr. Thistdahl, som aldrig forlod sin beskedne adjunktstilling i religion og hebraisk, uagtet han efter sigende havde faaet tilbud om et universitetsprofessorat. Blant skolens lærere fandtes dog flere originaler, som i vore dage vilde ansees som umulige.

Den 31. mars 1871 døde min bedstemor, over 80 aar gammel. Det var min første store sorg, da jeg holdt meget av hende. Mens hun laa paa ligstraa var efter tidens skik og bruk husets vinduer tildækket med hvite lagener.

Blandt mine erindringer fra barndommen staar der tydelig for mig, naar der var brand i byen. Det hændte ikke sjelden og saavidt jeg husker mest om natten. Vi vækkedes da først med brandskud fra fæstningen. Da denne laa i nærheden kom vi selvfølgelig snart paa benene. En artilleritrompeter og en trommeslager foretog umiddelbart efter en runde omkring i byen for at vække byens søvnige indbyggere. Som militær maatte far stille i Retranchementet, og vi gutter passet gjerne vort snit til at foretage en natlig utflugt til brandstedet. Her mødte frem byens faste brandmandskap med sine sprøitevogne og vandkar, likesom det borgerlige brandkorps deltog medbringende sine seilduksspand, som hvert hus var forsynt med. Der utviklet sig da et livligt skuespil med kommandorop og opsang av pumpemændene. Trods de primitive slukningsredskaper lykkedes det for det meste snart at blive herre over ilden, og nogen brande av store dimensjoner oplevet jeg ikke.
 
Kristiansand var ved sin beliggenhed en utpræget havneby, som blev anløpet av alle rutedampskibe og mange andre, likesom byen raadet over en respektabel seilskibsflaate. Det var derfor ved havnen liv og rørelse, og en promenade paa dampskibsbryggen især ved rutebaatenes anløp var en yndet fornøjelse for byens ungdom. Blandt dem som gjorde sig gjældende der var byens bryggesjauere, som havde ord for at være blandt vore kystbyers originaleste fremtoninger. De var ofte fordrukne, men i besiddelse av et humør, som gav sig utslag i mangen saftig bemerkning til passagerer som skulde betjenes. De bar for det meste karakteriske opnavne som «Lusemorten», «Peiken», «Søvrin blaaser» o.s.v. Det gjaldt for dem at være førstemand ombord for at faa job og dette endte ret som det var med skjældsord og haandgribeligheder. Naar jeg i senere aar i ferien kom hjem paa besøk blev jeg jevnlig prajet fra bryggen av en gammel kjending, som introduserte sig med at rope op «Jeg skal hilse fra dereses far!» Dette var nu en bevidst usandhed, men han bevæget mit hjerte og fik saa gjerne jobben. Sjauerne var i høi grad uorganiserte og førte idetheletat en miserabel existens. Det meste av hvad de tjente gik nok til «Olsen paa tørje», en kjendt brændevinssjap i byen. Men appetit havde de ogsaa. En av lauget kom engang i en ledig stund med følgende hjertesuk, som siden blev historisk: «Du Maarten, dersom Odderøia var bare graud og Vesterhavna sød fløde, aa du vi da skulde æde.»
 
Som nævnt var jeg fra barndommen av sterkt interessert av det militære liv og en fast tilskuer ved alle parader og øvelser. Blandt officererne dengang var adskillige originale typer. Garnisonens kaptein var pukkelrygget og flere av de øvrige overaaringer og av et høist umilitært utseende. Jeg erindrer saaledes en gammel kaptein som jevnlig spadseret omkring i byens gater i opknappet uniform med langpipe i munden. De militære øvelser, der om sommeren gik for sig paa Gimlemoen, var ogsaa efter nutidens begreber temmelig karrikaturmæssige. De avsluttedes gjerne med en stor manøver og derefter defilering for brigadechefen. Denne var kjendt som en stram militær til skræk for de ofte avdankede kompanichefer. En av disse indledet gjerne angrebet med følgende ordre: «Naa maa dere base og skyde, gutter, for naa kommer'n!»
 
Hver 3. mai, kong Carl XV's fødselsdag, holdtes stor revue i Retranchementet, et skuespil som altid vakte min beundring trods de par hundrede mand som deltog. I trops-kolonner med brigademusikken i spidsen defilerte de forbi kommandanten, som sad paa en hvit hest omgivet av sin stab.
 
Blandt barneaarene indtar 1864 en særlig plads. Danmark var i krig og der taltes om at vi skulde gaa med. Der var i den anledning særlig mange tropper samlet i byen, likesom denne med sin utmerkede havn mot Skagerak ofte besøktes av fremmede krigsskibe. Begeistringen for Danmarks sak var høi, og da endel av den danske flaate efter slaget ved Helgoland søkte ind til Kristiansand for at landsætte sine saarede og døde, var hele byen i bevægelse.
 
Sommeren efter min bedstemors død blev jeg konfirmeret av pastor Dich den 20. august 1871. Det foregik separat før den vanlige konfirmationstid, da jeg efter ferien skulde ind paa Aars & Voss's skole i Kristiania for at forberede mig til optagelse paa krigsskolen. Kort tid efter blev vort gamle hus solgt og mine forældre flyttet ind til min onkel, brigadeintendant Hartvig Munthe-Kaas' hus, der likeledes laa i Østre Strandgate i nærheten av vort. Her vanket jeg kun av og til paa korte feriebesøk.
 
Barndomstiden var slut og jeg vil hermed ogsaa avslutte mine optegnelser om den. Den henrandt fredelig og i uforstyrret lykke. Et harmonisk og fredlyst hjem opfostret mig. Vore kjære forældre saa vi op til, og søskendkredsen, hvori tidlig min kjære svoger David Vogt blev optat, holdt trofast og i endrægtighed sammen. Den i saa mange maater idylliske sørlandsby dannet en skjøn ramme om barndommens dage. Den blev lagt i aske, og naar jeg senere i aarenes løp av og til har besøkt byen paa gjennemreise var det ikke længer mit Kristiansand. Der har reist sig rækker av prangende murhuse i banal arkitektur med taarn og krimskrams, der virker demimondeagtig sammenlignet med den gamle, enkle, men noble bebyggelse. Den gamle by er overantvordet til forgjængeligheden, de mange gode kjendte skikkelser er borte, alt er kun minder, men Gudskelov lyse, lykkelige minder, som jeg gjerne i stille stunder lader passere i erindringens kaleidoskop.
 
Velsignet være du mit hjem, min barndoms fredelige, vakre by.