Christian Skredsvig lærte seg manerer hos tantene Munthe-Kaas i Grænsen nr. 7
Hos de gamle tanter
Skrevet av Hugo Munthe-Kaas (1879-1975) i slektens internblad M-K-kontakten 1961
|
|
Maleren Christian Skredsvig kom pur ung til hovedstaden for å gå i lære på Eckersbergs malerskole. Den kjente kunstnervenn og kunstsamler, kjøpmann P. Simonsen "på Torvet" - gift med gullsmedmester Ahasverus Munthe-Kaas' yngste datter Marie - tok Skredsvig under sin proteksjon. Peter Simonsen fikk ham innlosjert hos hennes eldre søstre Margrethe ("Grethe"), Cecilie ("Sissa") og Sophie [Munthe-Kaas] i deres hjem i Grænsen nr. 7, "Baker Lunds gård". I sin bok "Dage og Nætter blandt Kunstnere" (Chra. og Kbhvn. 1908) gir Skredsvig fornøyelige, selvironiske glimt fra sin første tid hos våre tre tanter.
Det har vært i 1868, siden "Hjalmar" [Munthe-Kaas] (den senere sokneprest til Vestre Bærum) omtales som artianer. "Carl" [Munthe-Kaas] som da var hele 25 år gammel, er den senere telegrafbestyrer i Arendal.
,%20Margrethe%20Magdalene%20(1819-1908)%20just%20gauss.png) Margretha Magdalena Kaas (Munthe-Kaas) (1819-1908) |
,%20Cecilie%20Kirstine%20(1823-1909)%20gaus%20oval%20m%20ramme.png) Cecilie Kirstine Kaas (Munthe-Kaas) 1823-1909 |
,%20Sophie%20(1826-1870)%20mer%20luft%20MKb.png) Sophie Kaas (Munthe-Kaas) (1826-1870). (Bildet er hentet fra "Slekten Munthe-Kaas 1848-1998".) |
Skredsvigs tilknytning til vår familie opphørte ikke før han i 1870 gjorde sin første tur til utlandet - til Købenahvn for å studere videre under maleren Vilhelm Kyhn. Og i mellomtiden hadde han gjort bekjentskap med en annen ung mann i familien - Carls yngre bror Hugo (min far, senere lektor ved Christiania Kathedralskole) som nå, 17 år gammel, var kommet inn fra hjemstedet, Christiansand, for å absolvere eksamen artium ved "Det kongelige Frederiks" slik ordninger for de vordende studenter dengang var.
Også han fikk i hovedstaden sitt hjem hos de tre tanter. Her ga han høsten og vinteren 1869-70 Christian Skredsvig leksjoner i engelsk - uten betaling, elevens økonomi var ikke så god. Men mange år senere, da S. var i ferd med å skape seg europeisk ry (gullmedalje på Salongen i Paris 1881), traff han igjen sin engelsklærer på Modum, og viste denne da sin takknemlighet ved å forære ham et lite maleri, signert "Chr. Skredsvig. Sevilla 82". På rammen bakpå har far skrevet: "Faaet i foræring paa Modum 1882".
Det ble ham et kjært minne om mesteren, selv om bildet ikke nettopp kan sies å være typisk for Skredsvigs fascinerende kunst eller i seg selv bemerkelsesverdig. Nå henger det i mitt hjem.
Hugo M-K
"For døren skulle altsaa lukkes, men ikke saan."
Christian Skredsvig forteller:
"- Jeg var flittig indtil selvpinsel. Den første paa skolen i vinterens graalysning. Den siste i skum-ringen. Men der var kommet noe til. Vanskeligere end cirkler. Noget truende, formløst og forfærdeligere. Og det kaldtes dannelse. En maler maa være dannet, uden det kommer han aldrig frem i verden, sa kjøpmand Simonsen, da han anbragte mig hos sine tre aldrende svigerinder. - Disse ord var lovens tavler. Støbte og uudslettelige som bogstaverne bagpaa malmovnene fra Bærums Værk.
Et par søndage kjørte han mig i sin aabne vogn paa visit til sine fine medborgere. Jeg var hittebarnet, muligens vidunderbarnet. For jeg var en møllers søn, det var jo ogsaa Rembrandt. Og de fine smilte varsomt over sine vinglas og sa "skaal!"
"Et virkelig smukt talang at kunne være kunstmaler, men der skal geni til, De."
"Selvportrett" av Chr. Skredsvig 1872.
Christian Skredsvig (1854-1924) er en av Norges mest anerkjente malere. Han ble født på Modum i Buskerud. Skredsvig har, som eneste norske kunstner, vunnet gullmedale ved Salongen i Paris. Han er kjent som en av Fleskummalerne, en seanse sommeren 1886 med flere malere som losjerte hos ham i Bærum. Dette regnes som starten på nyromantikken i norsk malerkunst. Skredsvigs mest berømte maleri er "Seljefløyten".
" Han har alt friplass hos Eckersberg, skjønt nettop reddet lige ud fra Kværnknurren, ha ha! Har ingen fare i saa maade, De."
"Men man maa jo ha dannelse ved siden af - uden det - ved De."
Og de aldrende damer var hjertens gode, de kappedes om at danne mig. Om morgenen sneg jeg mig heldig fra døren over mod frokostbordet. Men i den lysere middagstid, da suste det fra tre verdenshjørner samtidig, varieret i styrke. Og lagde stormen sig lidt, saa skulde det bare et efterglemt blaf til for at reise den paa ny.
"For døren skulle altsaa lukkes, men ikke saan. Vell. Hils nu. Kom over gulvet. Tag en stol. Sæt stolen til bords, saan ja. Sæt dig selv. Ja vell. Vi haaber det kommer. Læg bare merke til andre."
Jeg jævner paa munden og siger "mja".
"Læg nu merke til Carl, naar han er her. "
"Ja Carl!" siger de, og der blir et lidet blikstille. De ser paa hverandre med festlig vakre øine.
"Og Hjalmar da? Aa Gud ja. Hjalmar, ja, alt artianer."
Skjønt det var lapskaus havde jeg ondt for at svælge.
"Mange tak for maten."
"Velbekomme."
Saa gjaldt det at komme skikkelig tilbake over gulvet. Jo. Gudskjelov, jeg gik vist nogenlunde opreist. Mine bondeben bar mig vekselsvis, vistnok mere af ældgammel vane end af beregning, ret paa døren - -"